Wake up call

Du sidder i vinduet. Rød om øjnene. Verdens grusomhed gik op for dig for få minutter siden. Du havde gjort et fortrinligt arbejde med at gemme dig i en osteklokke. Smøgen ryster når du fører den til munden. Du hikker når du inhalerer. Du siger du har svært ved at forstå det. At det er sådan her vi lever. Folk dør, folk er ligeglade og her sidder du i midten og føler dig magtesløs. Mellem basilikum og persille og purløg. Vores egen lille køkkenhave i vindueskarmen. Vi lavede selv gardiner med kartoffeltryk.

Hvad skete der? Verden var så smuk da du blev født. Det siger du. Måske kun fordi du ikke ved bedre. Havde du vidst bedre ville det måske ikke ramme dig så hårdt nu? Du råber du altid har vidst det, men hvorfor findes der mennesker der dræber, bange børn og voksne. Hvem i verden kan tale om Gud og befrielse når vores verden falder sammen for vores fødder. Du siger du vil gå i seng. Du trænger til søvn. ”Hvis alt ser sort ud så sov, måske ser det lysere ud når du vågner.”