Den pulserende storby
Han sagde de ville springe en atombombe, den dag de fangede ham. De håber stadig på tomme trusler, men overraskelses angreb er set før. De havde ikke regnet med at de ville flyve ind i tårnene. Det siger de i hvert fald, men med årene er der blevet sporet tvivl. Men hvilken nation ville tillade at det skete mod deres eget folk? Måske en nation, der har en præsident, der mener han er blevet det af Guds vilje. Hvis det er sandt, tog Gud nok en fridag den dag. Der er stadig ikke bygget noget på pladsen, selvom man vel ikke kan kalde det en plads. For nogle er det blevet helligt. Midt i den pulserende by, The city that never sleeps, ligger det som et minde om den dag da det styrtet sammen med menneskeliv der faldt i grus. Så går du hen af gaden mellem New York delis, modebutikker og gule taxaer, finder du en plet, hvor to høje huse engang stod, og hver dag minder de amerikanerne om, hvorfor de slås. Hvorfor de skyldige skal udryddes, og de skyer ingen midler. Behændigt bliver øjnene lukkede for fejlangreb og civile dræbt i massevis.
I mørke famler de rundt, og pløkker alt ned i miles omkreds.
Stil dig ved hegnet med din varme Starbucks, og mindes dagen der satte kræfter i gang for en højere sags tjeneste. Med ondt skal ondt fordrives som man siger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar