torsdag den 29. september 2011
uddrag fra punktroman
Lyddæmpet
Kan en lyddæmpet pistol nå at dræbe flere end en larmende pistol på samme tid? En national sørgedag.
Hvis han nu var blevet kørt over om morgenen. Så ville tingene være gået anderledes. En man ikke ville huske. I stedet fik han en ekstrem mediedækning, solede sig i opmærksomhed over sine bedrifter. Er han stolt over sin bedrift, ja det er han nok. Det tager 9 år at planlægge hvordan man slår teenagere ihjel.
Manden der nåede sit mål
uddrag fra punktroman
Wake up call 2
De er aldrig sikre på hvad de pløkker ned. Man får indtryk af, at de pløkker alt hvad de ser. Uden at være målrettet finder de et mål, som skal rammes. Vi støtter det. Selvom vi ikke går ind for civile drab.
Det hele startede med to høje hus, som en tidlig morgen styrtet til grunden. Den dag sagde man stop! Den dag besluttede vi at bekæmpe ondskab med alle kræfter. Den dag besluttede vi at kun det gode må sejre. Den dag besluttede vi....og så lukkede vi øjnene.
uddrag fra punktroman
Logo
Julefreden blev brudt af en flodbølge, der tog alt med sig. Så stod vi sammen om at genopbygge og skabe håb. De små børn på Tv rystede os i vores grundvold, og de ødelagte huse fik os til at glemme borgerkrigen i Somalia og der 30.000 børn, der hver dag dør af sult i Afrika. Vi glemte det bare.
Eller tænkte, at nu måtte de vente. Er det lettere at hjælpe nogen, der ikke kræver hjælp hele tiden? Hvor det kun er en overgang, indtil ulykken rammer et nyt sted? På hver kanal, og i alle aviser var der små logoer med telefonnumre man kunne ringe på og donere 100 kr, og så behøvede man ikke engang snakke med nogen. Man kunne sidde i sin bløde stol under sit lune tæppe med sin yndlings te og føle at man var med til at redde verden.
Et par år efter rystede jorden så voldsomt at et land gik til grunde. Så kom de små logoer frem igen. Vi ringede, vi følte og ville adoptere hvert et forældreløst barn. Logoerne kom frem igen, og igen kunne man redde verden fra sin stue. Jeg har tit tænkt at det logo skulle være permanent, men så bliver folk nok bare trætte af det.
Wake up call
Du sidder i vinduet. Rød om øjnene. Verdens grusomhed gik op for dig for få minutter siden. Du havde gjort et fortrinligt arbejde med at gemme dig i en osteklokke. Smøgen ryster når du fører den til munden. Du hikker når du inhalerer. Du siger du har svært ved at forstå det. At det er sådan her vi lever. Folk dør, folk er ligeglade og her sidder du i midten og føler dig magtesløs. Mellem basilikum og persille og purløg. Vores egen lille køkkenhave i vindueskarmen. Vi lavede selv gardiner med kartoffeltryk.
Hvad skete der? Verden var så smuk da du blev født. Det siger du. Måske kun fordi du ikke ved bedre. Havde du vidst bedre ville det måske ikke ramme dig så hårdt nu? Du råber du altid har vidst det, men hvorfor findes der mennesker der dræber, bange børn og voksne. Hvem i verden kan tale om Gud og befrielse når vores verden falder sammen for vores fødder. Du siger du vil gå i seng. Du trænger til søvn. ”Hvis alt ser sort ud så sov, måske ser det lysere ud når du vågner.”
uddrag fra punktroman
Aldrig enig
Vi kunne gå derhen engang, sammen. Stå der hånd i hånd og se den tomme plet. Du vil sige, at det var starten på kampen for en bedre verden. Jeg vil sige det er starten på slutningen af verden.
Jeg trækker langsomt teposen frem og tilbage i en kop kogende vand.
Med smagen af syntetisk grøn te på læberne, læser jeg Tove Ditlevelsen, og er ikke i humør til børn.
Damen i cafeen er stor, med et venligt smilende ansigt.
Vil du have mælk og sukker til teen?
Jeg kan godt lide gamle læder indbundne årskalendere.
Nippende til teen ser jeg mennesker,
Lader som om jeg læser,
Men fanges og forstyrres af svenskere og tyskere i sommerregn
Jeg kigger op i mors ansigt
En fiskefestival gør min far glad.
En voksen mands tivoli af døde fisk i alle afskygninger.
Duften af salt, havvand, citron og fisken karakteristiske næsekildern giver kvalme til sarte sjæle mens billedet af de gamle fiskere er erstattet af unge og mænd på min fars alder og højrøstede fiskedamer
Fisk stegt i olie og hvide løg bliver delt ud, og skyl ned med en fadøl
Kolde blikke til dem der takker nej
Jeg forlader hurtigt teltet
Kigger på kajen, de blå kuttere.
Vuggende
Der er regnvejr i lummerheden på kajen
uddrag fra punktroman
Den pulserende storby
Han sagde de ville springe en atombombe, den dag de fangede ham. De håber stadig på tomme trusler, men overraskelses angreb er set før. De havde ikke regnet med at de ville flyve ind i tårnene. Det siger de i hvert fald, men med årene er der blevet sporet tvivl. Men hvilken nation ville tillade at det skete mod deres eget folk? Måske en nation, der har en præsident, der mener han er blevet det af Guds vilje. Hvis det er sandt, tog Gud nok en fridag den dag. Der er stadig ikke bygget noget på pladsen, selvom man vel ikke kan kalde det en plads. For nogle er det blevet helligt. Midt i den pulserende by, The city that never sleeps, ligger det som et minde om den dag da det styrtet sammen med menneskeliv der faldt i grus. Så går du hen af gaden mellem New York delis, modebutikker og gule taxaer, finder du en plet, hvor to høje huse engang stod, og hver dag minder de amerikanerne om, hvorfor de slås. Hvorfor de skyldige skal udryddes, og de skyer ingen midler. Behændigt bliver øjnene lukkede for fejlangreb og civile dræbt i massevis.
I mørke famler de rundt, og pløkker alt ned i miles omkreds.
Stil dig ved hegnet med din varme Starbucks, og mindes dagen der satte kræfter i gang for en højere sags tjeneste. Med ondt skal ondt fordrives som man siger.
uddrag fra punktroman
Du kan få take away
De dumpede ham i havet, for at han ikke skulle få et gravsted. Folk ville strømme til for at mindes ham, og vi mindes ikke sådant et menneske. Der hvor Hitler skød sig selv og sin hustru, ligger i dag en parkeringsplads og kinesisk grill bar. Du kan få take away, hvis du har lyst. I vesten gør vi os til dommere over hvem der har fortjent gravsteder og hvem der ikke har. Regenten får nok en hel kirkegård for sig selv, når den tid kommer.
I vesten ved vi hvad der godt. Amerikanerne ænser ikke det jødiske mindemonument i Berlin, for det er hotellet ved siden af, hvor Micheal Jackson engang holdt sin baby ud af vinduet, og det skal foreviges på de små digitale kameraer. Er der nogen der ved hvilket vindue det var?
